Der er mange fantastiske steder og attraktioner i Danmark, der er helt unikke for vores lille land. Og i år er en god mulighed for at blive hjemme og opleve, hvad Danmark har at byde på. Derfor har vi her samlet 5 must-visits til dig i Danmark – selvom listen selvfølgelig kunne være meget længere end det.
1. LEGO House
En af de nyere attraktioner i Danmark er LEGO House, og her kan du gå på opdagelse i LEGO-klodsens hjemby og selv give den gas med at bygge alt, hvad din fantasi giver dig lov til. LEGO House er bygget op i forskellige zoner, hvor du kan opleve forskellige ting, og hele vejen igennem er det meningen, at du skal lege og bygge, så meget som du har lyst til. Derudover kan du også opleve kæmpestore figurer af LEGO, der er en hyldest til alle de LEGO-fans rundt omkring i verden.
2. Regnbuen på Aros
I midten af Aarhus ligger museet Aros, og et af ikonerne for byen er regnbuen på toppen af Aros, der er skabt af kunstneren Olafur Eliasson. Du kan selv få lov at gå rundt i regnbuen og danne dig et overblik over byen gennem de forskelligt farvede ruder hele vejen rundt. Skal du lege rigtig turist, skal du selvfølgelig have et billede af dig selv i regnbuen – ligesom langt de fleste andre, der besøger det smukke kunstværk.
3. Møns Klint
Et af de smukkeste og mest unikke steder i Danmark er Møns Klint, hvor du kan gå på opdagelse i jordens lag og gå på jagt efter fossiler, og er du til den geologiske historie, er der et besøgscenter, hvor du kan få hele klintens historie. Du kan selvfølgelig også bare nyde den smukke udsigt både fra toppen og bunden af klippen. Men husk – det er ingen sag at komme ned og se klinten, men der er altså 497 trin, du skal op ad igen.
4. Danmarks største vildmark Nationalpark Thy
Befinder du dig på vestkysten af Jylland, så kan du tage et smut forbi Danmarks største vildmark, nemlig Nationalpark Thy, der samtidig også var det første område i Danmark, der blev udpeget som nationalpark. Her kan du se masser af spændende dyr som for eksempel havørn, spættet sæl, odder, trane og masser af andre interessante arter. Der er mange flotte ruter rundt i nationalparken, så du kan opleve lidt af hvert på din vej, og du kan vælge en rute, der passer til dit temperament.
5. Tivoli
Det sidste must-visit i denne omgang bliver nødt til at være Tivoli. Den gamle forlystelsespark i hjertet af København har nemlig masser af charme og sjæl, og der er forlystelser og aktiviteter for hele familien. Prøv for eksempel Rutschebanen, der er en af de ældste kørende træ-rutschebaner i verden. Eller tag en tur i Den Flyvende Kuffert gennem H.C. Andersens eventyr. Du får i hvert fald hurtigt en hel dag til at gå i Tivoli, hvis du skal prøve det hele.